Web3-wallets: En komplet vejledning

Oversigt over Web3-wallets 📝
- Web3-wallets giver krypto-ejere mulighed for at sikre, overføre og interagere med deres digitale aktiver.
- Web3-wallets er “ikke-forvaltede” – hvilket betyder, at walletens ejer har fuld kontrol over sine midler
- Der findes to hovedtyper af Web3-wallets – hardware-wallets og software-wallets.
- Web3-wallets giver krypto-ejere mulighed for at oprette forbindelse til decentraliserede applikationer (dApps) såsom DeFi-protokoller, play-to-earn-spil og andre dele af Web3-økonomien.
Hvad er en Web3-wallet? 🔐
Web3-wallets giver enkeltpersoner mulighed for at opbevare og bruge en lang række digitale aktiver såsom kryptovalutaer og non-fungible tokens (NFT'er).
Web3-wallets hjælper også folk med at oprette forbindelse til en lang række decentraliserede applikationer (dApps).
Når en person har oprettet forbindelse mellem sine Web3-wallets og disse tjenester, kan vedkommende bruge de aktiver, der er opbevaret i sin wallet, til at deltage i Web3-økonomien.
Nogle af de mest populære dele af Web3-økonomien omfatter:
- Decentraliseret finans (DeFi)-protokoller
- Play-to-earn-kryptospil
- Decentraliserede autonome organisationer (DAO'er)
Hvis du vil vide mere om denne brugerorienterede, transparente og decentraliserede internetoplevelse, der er baseret på blockchain-teknologi, kan du læse vores artikel Hvad er Web3?

Web3-wallets forklaret 🔍
Web3-wallets omtales som “ikke-forvaltede” wallets.
Ikke-forvaltet betyder, at walletens ejer er den eneste person, der opbevarer en kopi af den kryptografiske private nøgle, som sikrer wallet'en. En wallets “private nøgle” fungerer som en adgangskode, der giver adgang til alle kryptovalutaaktiver, der er knyttet til walleten.
Private nøgler er en vigtig del af den kryptografi, der ligger bag kryptovalutaer. Hvis du vil vide endnu mere om dette, kan du læse artiklen i Kraken Læringscenter Hvordan bruger kryptovalutaer kryptografi?
Med forvaltede wallets er ejeren af kryptovaluta-walleten derimod afhængig af en centraliseret virksomhed eller tjenesteudbyder, som opbevarer de private nøgler sikkert på vedkommendes vegne.
Hvis du først vil vide mere om forskellen mellem disse to typer krypto-wallets, kan du læse vores artikel i Kraken Læringscenter Hvad er forvaltede og ikke-forvaltede krypto-wallets?
Sådan fungerer Web3-wallets ⚙️
Web3-wallets er en indgang til den digitale økonomi.
Du skal bruge en Web3-wallet for at anvende enhver DeFi-dApp, ligesom du skal bruge en bankkonto for at få adgang til traditionelle finansielle tjenester.
Når en bruger opretter en Web3-wallet, genererer wallet-appen fire nøglekomponenter, som får den til at fungere:
- Offentlig walletadresse – Den minder om en e-mailadresse eller et telefonnummer. Når nogen sender krypto til din wallet, sender de det til din walletadresse på samme måde, som de ville sende en e-mail til din e-mailadresse eller foretage et telefonopkald til dit telefonnummer.
- Adgangskode – Din adgangskode er din wallets første forsvarslinje. Når du opsætter en Web3-wallet, beder wallet-appen brugerne om at oprette en adgangskode. Det er vigtigt at være opmærksom på, at denne adgangskode ikke er din private nøgle. Den bruges blot til at logge ind på din wallet-app på samme måde, som du bruger en adgangskode til at logge ind på en konto på sociale medier.
- Seed Phrase – En seed phrase er en Web3-wallets centrale sikkerhedsmekanisme og består af en række på 12 - 24 ord, der kaldes en mnemonisk frase. Hvis du mister den enhed, hvor du installerede din wallet-app (for eksempel din telefon), eller hvis du har brug for at geninstallere wallet-appen på en ny enhed, skal du indtaste seed phrase på den nye enhed. Hvis du mister din wallets seed phrase, kan du permanent miste adgangen til din wallet. Hvis nogen stjæler din seed phrase, kan de muligvis få adgang til din wallet og tømme dens indhold uden din tilladelse. Det er yderst vigtigt at tage alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte din seed phrase, når du opsætter din wallet, så din krypto forbliver sikker.
- Privat nøgle – En privat nøgle er en lang række bogstaver og tal, som kun walletens ejer bør kunne få adgang til. Ligesom enhver wallet har en offentlig nøgle (der bruges til at generere walletadressen), har den også en privat nøgle. Når walletens ejere sender betalinger, bruger de deres private nøgler til at signere hver transaktion digitalt. Denne signatur bekræfter, at den person, der kontrollerer walleten, godkender transaktionen. Alle kan indbetale aktiver til en persons offentlige walletadresse, men kun ejeren af en wallets private nøgle kan godkende udgående overførsler eller udbetalinger. Ud over din wallets seed phrase skal du beskytte din wallets private nøgle for enhver pris.
Sådan opsætter du en Web3-wallet
Lad os se på, hvordan du opsætter en af de mest populære Web3-wallets, der findes: MetaMask.
MetaMask er en softwarebaseret kryptowallet med titusinder af millioner brugere, som understøtter en lang række Ethereum-kompatible kryptoaktiver.
Den kan downloades som en mobilapp eller browserudvidelse. Vi ser på, hvordan du downloader og opretter en MetaMask-wallet i Google Chrome.
- Gå til det officielle websted, https://metamask.io/
- Tryk på indstillingen "download" øverst i højre hjørne af skærmen.
- Klik på “Install MetaMask for Chrome”. Denne handling fører dig til Chrome-webshoppen for udvidelser
- Klik på “Add to Chrome” > “Add extension”.
Når den er tilføjet, får du mulighed for at konfigurere dine privatlivsindstillinger, og du bliver bedt om at skrive din walletgendannelsesfrase ned.
Du kan finde oplysninger om, hvordan du skriver gendannelsesfraser korrekt ned, samt andre vigtige sikkerhedstip, i begyndervejledningen Sådan holder du din krypto sikker i vores Kraken Læringscenter.
Når du sender udgående transaktioner, interagerer med dApps eller bytter aktiver i MetaMask-wallettjenesten, skal du betale blockchain-gasgebyrer hver gang. Disse gebyrer kan variere i pris afhængigt af netværksbelastningen.
Weekender er som regel de billigste tidspunkter at sende betalinger eller bytte mellem forskellige kryptoaktiver.
Du kan følge de aktuelle priser på gasgebyrer ved hjælp af gratis onlineværktøjer som Etherscan.
Opret forbindelse til din Web3-wallet
Når du åbner en dApp i en webbrowser, viser dAppens websted en prompt om at oprette forbindelse til din wallet, som du typisk finder i øverste højre hjørne af skærmen.
Her er for eksempel de grundlæggende trin til at oprette forbindelse til en dApp som Uniswap (UNI):
- Hvis du klikker på denne knap, åbnes en menu med Web3-wallets, som den valgte dApp understøtter.
- Hvis du har en af de understøttede muligheder installeret på din enhed, kan du vælge den, hvorefter der oprettes forbindelse til din Web3-wallet.
- Et lille vindue beder dig klikke og bekræfte, at du vil oprette forbindelse til applikationen, før forbindelsen fuldføres.
Typer af Web3-wallets 📍
Der findes to hovedtyper af Web3-wallets:
- Software-wallets
- Hardware-wallets
Software-wallets
Software-wallets er typisk webbrowserudvidelser eller mobilapps og forbliver hele tiden forbundet til internettet.
Mange kryptobrugere oplever, at software-wallets prioriterer bekvemmelighed og brugervenlighed frem for maksimal sikkerhed.
Ved brug af Web3-software-wallets kan kryptoejere oprette forbindelse til DeFi-dApps og foretage flere betalinger hurtigt og nemt. Den permanente internetforbindelse betyder dog, at software-wallets er særligt sårbare over for malware og hackere.
Ifølge webstedet Coingecko, der leverer data om kryptomarkedet, har kryptobrugere oprettet næsten hundrede millioner software-wallets, hvoraf 75 % blev downloadet til mobile enheder. Størstedelen af disse downloads kom fra fem af de mest populære wallet-apps:
- Metamask
- Coinbase Wallet
- Trust Wallet
- Blockchain.com Wallet
- Bitcoin.com Wallet
Hvis du overvejer at oprette en software-wallet, kan disse fem apps være værd at overveje. Kraken Wallet tilbyder dog en meget sikker og brugervenlig måde, hvorpå investorer på alle erfaringsniveauer kan få adgang til kryptoøkosystemet.
Hardware wallets
Hardware-wallets er fysiske enheder, der bruges til at beskytte NFT'er og digitale aktiver.
I modsætning til software-wallets er hardware-wallets det meste af tiden afbrudt fra internettet. Derfor oplever mange kryptobrugere, at hardware-wallets prioriterer maksimal sikkerhed frem for bekvemmelighed og brugervenlighed.
Når en kryptoejer vil foretage en transaktion fra sin hardware-wallet, skal vedkommende manuelt slutte enheden til en computer og overføre sine aktiver til en software-wallet-tjeneste.
For at give et ekstra sikkerhedslag er hardware-enheder ofte beskyttet med en PIN-kode.
En almindelig misforståelse om hardware-wallets er, at de opbevarer digitale aktiver inde i enheden – det gør de ikke. De giver blot offlineopbevaring af dine private nøgler. Det gør det næsten umuligt for onlinehackere at få adgang til dine midler, medmindre de har hardware-enheden i hænderne. Hvis du mister din enhed, kan du stadig få adgang til dine kryptoaktiver ved at indtaste din seed phrase på en ny enhed.
Fire populære producenter af hardware-wallets omfatter
- Trezor
- Ledger
- Blockstream
- Coinkite
Hver producent tilbyder flere forskellige hardware-wallets. Alle enheder er kompatible med den respektive producents software. Det giver brugerne et Dashboard, de kan interagere med, på samme måde som med en software-wallet.
Når du slutter din hardware-wallet til din pc og bruger den til at få adgang til den respektive software, bliver din wallet mere sikker, men processen med at bruge wallet'en får flere ekstra trin, som kan være besværlige.
Det er op til dig at beslutte, om du foretrækker bekvemmeligheden ved en software-wallet eller den forbedrede sikkerhed ved en hardware-wallet.
Se artiklen Hvad er en hardware-wallet til krypto? i Kraken Læringscenter for endnu flere detaljer.
Fordele og ulemper ved ikke-forvaltede wallets 🤝
Det er vigtigt at forstå, at den, der har en wallets private nøgler, har fuld kontrol over alle de digitale aktiver i den pågældende wallet. Derfor bruger mange i kryptobranchen udtrykket »ikke dine nøgler, ikke dine coins«.
I modsætning til forvaltede wallets giver Web3-wallets deres brugere fuld og uafhængig kontrol over deres private nøgler og dermed over deres krypto, der er opbevaret i wallet'en.
Men med denne uafhængighed og kontrol følger også et betydeligt ansvar for at holde denne krypto sikker.
Selvom Web3-wallets giver enkeltpersoner frihed over deres økonomi, tilbyder de ikke mange af de samme beskyttelser, som er almindelige i traditionelle løsninger til opbevaring og forvaltning. Med Web3-wallets er der ingen hotline, du kan ringe til, hvis du mister din adgangskode. Der er ingen måde at låse din konto på, hvis din enhed bliver stjålet. Med Web3-wallets ligger ansvaret for at beskytte dine midler hos dig og kun dig.
Hvis du vil vide mere om opbevaring og forvaltning af krypto, kan du læse vores artikel Hvad er opbevaring og forvaltning af krypto? i Læringscenteret.
Fremtiden for Web3-wallets 🔮
At skabe et mere åbent og tilgængeligt finansielt system er et centralt princip i Web3-bevægelsen.
Det betyder, at finansielle produkter og markeder skal være mere tilgængelige.
Web3-wallets er et vigtigt værktøj for alle, der ønsker at få adgang til og interagere med alle de innovative dApps, som området har at tilbyde.
For at understøtte udviklingen af Web3-platforme integrerer wallets løbende nye funktioner, der giver brugerne mulighed for at deltage i DeFi-økonomien.
Det omfatter muligheder for udlån, lån og staking, som brugerne kan få direkte adgang til fra wallet-applikationen. På den måde fungerer Web3-wallets ofte som en samlet hub for DeFi-brugere og krypto-ejere.
Mange Web3-wallets giver brugerne adgang til hundredvis af forskellige dApps direkte fra deres wallet-tjeneste.
Nogle af disse tjenester omfatter populære DeFi-dApps som Aave (AAVE), Uniswap (UNI), Balancer (BAL) og mange flere.
Efterhånden som DeFi fortsætter med at skalere og innovere, vil Web3-wallets sandsynligvis blive mere tilgængelige og brugervenlige.
Brugerne vil kunne se deres aktiver, ligesom de ser deres konti i de nuværende bankapps, og samtidig gnidningsfrit overføre, udlåne, låne og tilbyde likviditet på DeFi-børser.
Efterhånden som wallets bliver mere tilgængelige og intuitive, vil de sandsynligvis fortsat gøre det nemmere at udbrede krypto til den brede befolkning og fungere som en vigtig indgang til Web3.
Kom i gang med DeFi på Kraken
Nu hvor du har lært om Web3-wallets, er du klar til at fortsætte din krypto-rejse? Tilmeld dig din Kraken-konto i dag, og vælg mellem hundredvis af forskellige kryptovalutaer, som du kan opbevare i din Web3-wallet.